Jobopslag
Studentermedhjælper til kommunikation søges
Kunne du tænke dig et spændende, fleksibelt og studierelevant job med masser af selvstændighed? Så læs med her!
Studentermedhjælper til alsidige tekst- og kommunikationsopgaver
Hos CarAds søger vi lige nu en studentermedhjælper til vores kontor beliggende i Odense med opstart hurtigst muligt.
Dine arbejdsopgaver vil være varierende, men de kommer primært til at bestå af tekstforfatning til vores kunders nye hjemmesider.
Derudover vil du komme til at stå for vores egen, eksterne kommunikation på SoMe-kanaler, løbende opdatering af tekster på vores hjemmeside, opdatering af salgsmateriale og daglige ad-hoc-opgaver.
Vi tilbyder:
- Spændende og varierende arbejdsopgaver inden for kommunikation.
- Stor fleksibilitet i planlægning af arbejdstider.
- Mulighed for hjemmearbejdsdage.
- Fri under eksamensperioder.
Vi ser gerne, at du:
- Er i gang med en relevant, videregående uddannelse inden for f.eks. kommunikation, journalistik, dansk eller lignende og har mindst ét år tilbage.
- Kan formulere dig præcist og korrekt på skrift.
- Har flair for at skrive gode fængende tekster om en bred vifte af emner med udgangspunkt i bilbranchen (forhåndsviden om bilbranchen er dog ikke et krav).
- Kan arbejde selvstændigt og struktureret uden opsyn.
- Kan multitaske og trives i et til tider tempofyldt miljø med mange bolde i luften.
- Bor gerne i Odense eller omegn og/eller har mulighed for at møde ind på vores kontor ind imellem.
- Kan arbejde 10-15 timer om ugen.
Om CarAds
Hos CarAds tilbyder vi unikke, digitale markedsføringsværktøjer og hjemmesider skræddersyet specielt til bilbranchen.
Vores mål er at hjælpe bilforhandlere landet over med at optimere deres digitale forretning og dermed maksimere deres potentiale.
Vores team består lige nu af en projektleder, to sælgere, tre udviklere, fem studentermedhjælpere foruden to ejere.
Du kommer til at arbejde i et dynamisk team, hvor du vil få det primære ansvar for kommunikationsdelen og derigennem skabe værdi for både os og vores kunder.